займ манимен займ займер займ лайм
Atletik

Dejligt sammenhold og flot kampgejst ved regionsfinalen i Sæby den 8. september 2018

Af Jette Grønbæk Olsen

Allerede fra starten i bussen på vej til regionsfinalen i Sæby var der højt humør og social samvær på tværs af klubberne i region Sydjylland, der tæller Esbjerg, Vejen, Kolding, Grindsted og Vejle, og det gjaldt både atleter, trænere og forældre. Herligt, at vi nu alle skulle dyste sammen – i stedet for mod hinanden.

Så er Region Sydjyllands hold klar til finalestart i Sæby

Piger 10-11

Piger 10-11 var alle klar over, at der var guld fra sidste år, der skulle leves op til, så en herlig forløsning for dem, at guldet igen gik til Sydjylland.
På højde for piger 10-11 år var tiden presset for atleterne, Signe Moberg imponerede med at koncentrere sig om boldkasten, hvor hun sammen med Agnete Bertelsen fik mange point med. Signe ilede til højdespringskonkurrencen, som var startet og klarede trods presset at slå sin egen PR med højden 1,16 m. Thea Nissen måtte midt i højde over og løbe en 60 meter og klarede trods det at være den bedste højdespringer i regionen med 1,22 m.
I længdespring var Syd med langt fremme, både Thea Nissen, Kirstine Jacobsen og Agnete Bertelsen fik mange point med derfra.
Amanda Frederiksen vandt 1000 m overlegent. Alle seje piger.

Region Sydjyllands piger 10-11 år vandt guld

 

Vejret var ret blandet …

Drenge 10-11 år

Drenge 10-11 år blev udfordret på forskellig vis i løbet af dagen. Regnen startede lige da første disciplin, 60 m hæk, gik igang, men det var nu ikke at mærke på drengene. Den allerstørste udfordring var på den sidste disciplin, stafetten, hvor Andreas fra Esbjerg blev stukket af en hveps, lige da starten gik. Han stod på 2. skifte, og vi fik hurtigt sat Mads fra Vejle ind, selvom det ikke var det hold, han skulle have løbet på. Holdet løb sig ind på en samlet 3. plads, rigtig flot kæmpet. Andreas, som var ved at komme sig efter hvepsestikket, fik sig mandet op, selvom han stadig havde ondt, og løb den anden stafet. Virkelig holdånd!
Ingen medaljer til drengene, men godt kæmpet alle. Det var nogle stærke drenge fra de andre regioner, vi var oppe imod.

Sebastian Smed Grønkjær på stafetten – fokuseret og svævende

Sverre Bernth i flot hækpassage

Piger 12-13 år

Piger 12-13 år kom på skamlen på dagen og fik bronze. Desværre blev den et par dage efter justeret til en 4. plads; bronzen gik til Sønderjylland. Ærgerligt; det var marginaler som udløste det, sølle 6 point.
I højdespring var Nanna Ilsøe ikke mange cm fra nr. 1. De var 5 piger, som var jævnbyrdige i højdespring.
Emilie Aa, Esbjerg, løb en flot 60 m hæk og fik en 2. plads, Ida Lillebæk og Mie Præstbro, begge Vejle, løb en flot 80 m, og fik en 1. og 4. plads.
I længde blev Mie Præstbro fra Vejle vinder, og Siv Bertelsen, Grindsted, var også med til at få mange point med fra denne disciplin.
Der var stor konkurrence fra region Østjylland på 200 m, men Emilie Aa fik sig klemt med på de øverste pladser, ligesom Siv også gjorde på 1000 m.

Der er ikke noget som en stor paraply og en god atletikveninde 🙂

Drenge 12-13 år

Drenge 12-13 år fik også bronze. Der var 3 hold med i finalen, og pointene var meget tætte.
Mathias Nielsen, Kolding, vandt 1000 m.
Magnus Josefsen og Marius Meisner, begge Vejle fik mange point med fra kuglestød – 3. og 4. plads. Magnus indtog 2. pladsen i spydkast. Mathias Nielsen, Kolding 2. plads i højdespring.
Lasse Holm Jensen, Esbjerg, løb sig til en 3. plads i 80 m. hæk og Marius Meisner en 2. plads på 80 m. Nicky Stapelfeld, Esbjerg stillede op i stangspring, og det gav mange point med videre.
I stafetten blev Sydjylland nr. 2.

Region Sydjyllands fire hold med atleter fra Esbjerg, Vejen, Kolding, Grindsted og Vejle.

 

Der blev kæmpet hårdt med de andre regioner, hvilket resulterede i flere personlige rekorder.
Turen hjem i bussen viste, hvad en regionsfinale gør for sammenholdet; total hygge på tværs af alder og køn. Også selvom alle havde været tidlig oppe og kom sent i seng. Så vidt jeg ved, var bussen først i Esbjerg kl. 23.30.

Se alle resultater

Vi klarer den trods vejr og vind …