займ манимен займ займер займ лайм
Arrangementer

Tre guld, fire sølv og fem bronze til Vejles unge atleter ved weekendens danske ungdomsmesterskaber.

Sarah Sækmose toppræsterede endnu engang, da hun med ny personlig rekord på 57,16 sek. krydsede stregen som vinder af 400m for piger 16-17 år. På bronzepladsen kom Maria Biskopstø i mål med tiden 59,61 sek. Små fire timer efter sin bronzemedalje stod Maria klar til at løbe finale på 800m. Løbet blev en taktisk affære, hvor de første 400m blev løbet på 74 sek., mens de sidste blev løbet på 66 sek. Maria viste sin styrke i denne type løb og vandt overraskende med tiden 2,20,76 min., selvom flere andre løbere havde langt bedre personlig rekord end hende.


Sarah Sækmose og Maria Biskopstø på podiet efter 400m.

Den tredje guldmedalje kom i 16-17 årige drenges højdespring, da Kristian Roed som den eneste klarede højden 1,80m. Resultatet var tangering af den personlige rekord og eneste konkurrence som Kristian har deltaget i, her i løbet af indendørs sæsonen. Manglende mulighed for at træne højdespring indendørs, sætter også det flotte resultat i relief.


Kristian Roed vinder guld med 1,80m

I samme aldersgruppe var Andreas Antoft til start i trespring. Med et spring på 13,00m sikrede han sig sølv, kun 36cm fra guldet. Andreas deltog desuden i 60m hæk, hvor det blev til en flot personlig rekord og bronze med tiden 8,78 sek. På 60m og 400m blev det til fine femtepladser for Andreas med henholdsvis 7,38 sek. og 53,73 sek.


Andreas Antoft med bronze på 60m hæk

Vejle havde også flere atleter til start på sprintdistancerne 60m og 200m. Hos piger 14-15 år løb Line Grønbæk Andersen et forrygende løb i indledende runde. Med 8,03 sek. skar hun 2/100 af sin personlige rekord. I finalen kiksede det for Line og med 8,15 sek. måtte hun tage til takke med en fjerdeplads. De 8,03 sek. fra indledende havde givet sølv i finalen. Til gengæld tog Line revanche på 200m, hvor tiden 26,22 sek. gav sølv og personlig rekord med et halvt sekund. Sarah Sækmose vandt bronze på 200m hos de 16-17 årige med 25,70 sek.

Daniel Andersen og Peter Kjølbye løb 7,16 sek. og 7,21 sek. på 60m i finalen hos de 18-19 årige drenge. Et tæt løb, hvor Daniel sikrede sig sølv, mens Peter sluttede som nummer fire.


Daniel Andersen vandt sølv på 60m.

Nina Lund deltog i trespring og højdespring for 18-19 årige piger. I trespring blev det til sølv med ny personlig rekord på 11,09m, mens det i højdespring blev til bronze med 1,61m.


Nina Lund vandt sølv i trespring med 11,09m

På 60m hæk for piger 16-17 år var der personlige rekorder til Mathilde Asp og Sarah Sækmose. Mathilde løb 9,33 sek. og sluttede som nummer syv, mens Sarah med 8,78 sek. blev nummer fire, bare 1/100 fra bronze.
Nummer fire blev også Oddvør Josephsen, piger 18-19 år, på 400m med årsbedste på 60,47 sek. Unge Vibeka Sivertsen deltog for første gang ved mesterskabet. I 14-15 års gruppen opnåede hun en fin ottendeplads på 1500m med 5,07,37 min. På 800m blev det til 2,33,02 min. og en 12 plads.

I mesterskabets afsluttende 4x200m stafet viste de stærke piger fra Vejle stor fightervilje. Med klubrekord 1,47,76 min. blev det til bronzemedalje for tidligere omtalte Mathilde, Line, Maria og Sarah i 16-17 års gruppen. Kun Sparta og Århus 1900 formåede at løbe hurtigere.


Sarah, Maria, Mathilde og Line vinder bronze på 4x200m stafet.

I medaljestatistikken var den store københavnske klub Sparta aldeles dominerende.
Vejle endte på en super flot niendeplads i den statistik. Kæmpe stort tillykke til atleterne med de flotte resultater.