займ манимен займ займер займ лайм
Atletik

Mia Sørensen verdensmester i halvmaraton!

Ved de netop overståede verdensmesterskaber i atletik for masters 2018, som blev afholdt i Malaga, vandt Danmark i alt 20 medaljer.

Blandt guldvinderne finder vi Mia Sørensen fra Vejle IF, som blev verdensmester i halvmaraton (som alderspræsident) i klassen K45+. Hun vandt i tiden 1:22,37 time (resultatlisten). Faktisk blev Mia nr. 3 ud af alle kvinder på halvmaraton i Malaga. Vi ønsker Mia stort tillykke med verdensmesterskabet!!

Mia øverst på podiet med sølvvinder Emma Stepto fra Storbritannien og bronzevinder Andrea Weber fra Østrig.

 

Mia fortæller her selv om løbet i Malaga:

“Jeg deltog i WMAC2018 velvidende om, at jeg på både 10 km og halvmarathon var uden for medaljechancer. I begge løb lå jeg nr. 4 til nr. 8 på startlisten, og som alderspræsident i gruppen var jeg fint tilfreds med at skulle deltage for oplevelsens skyld.

Mit store mål for i år er Frankfurt Marathon d. 28/10. Derfor løb jeg 30 km i søndags, hvor jeg vandt GULD på halvmarathon. 4 km opvarmning + halvmarathon + 5 km afjog.

Til både nationale og internationale mesterskaber handler det om at være en klog løber. Jeg løb fuldstændig mine egne løb med tålmodighed og respekt for varmen. Det gav pote….de andre lagde alt for hårdt ud. Jeg hentede dem en efter en…ved 19,5 km løb jeg forbi storfavoritten Emma Stepto, som for 2 år siden løb 2:35 på marathon og er en af Englands bedste løbere trods hendes alder på 47 år.

Det var en kæmpe oplevelse at stå øverst på podiet med støtte og opbakning fra gode løbeveninder heriblandt Pernille Radsted og andre danskere fra Masters-gruppen. Stolt, glad og rørt til tårer under den danske nationalsang og det kan være svært at få “armene” ned igen.

Tiden blev 1:22,37 med 18 sekunder ned til nr. 2. Jeg fik ikke PR, men det betyder intet…jeg kommer hjem med 2 VM medaljer, og det havde jeg overhovedet ikke forventet til mit første VM for Masters. Det er nok ikke sidste gang jeg deltager i EM/VM …næste år rykker jeg op i gruppen 50-54 år.”

400 m til mål i Malaga

Jeg gjorde det umulige i varmen og endda med maveproblemer de sidste 7 km, hvor tanken om at udgå ikke var langt væk…de andre var også ramt af varmen…mere end mig åbenbart 

Planen var at øge tempo de sidste 5 km men det sætter maven en stopper for, og derfra handler det om “bare” at holde farten. Det lykkes….💪

Motiverende er det at overhale de 3 topløbere fra England, Spanien og Østrig som alle havde en tid på 1:18 på startlisten. Ved 19,5 km løber jeg forbi den sidste og derfra er der fuld fokus mod Malaga Stadion 

Mia nøjedes som sagt ikke kun med guldmedaljen, men vandt også sølv i sin klasse på 10 km i tiden 38:12 min. (resultatlisten). Også et stort tillykke til Mia med VM-sølvet!

Vejle IF havde iøvrigt flere atleter med til VM Masters. Se alle resultater fra VM Masters 2018.